Animation



Med onlineværktøjet GifPal kan man lave det der kaldes en animeret GIF, som er en lille filmsekvens bestående af en række stillbilleder sat sammen til en minifilm. En GIF er egentlig det samme som en tegnefilm (eller stopMotion-film), bortset fra at den altså er ultrakort og indstillet til at blive afspillet i et loop, dvs. at den automatisk begynder forfra hver gang den når til slutningen. "Jorden rundt"-GIF'en her til venstre består af i alt 18 billeder, hvor den lille mand er blevet flyttet en lille bid for hvert billede. Du kan læse mere om hvordan man bygger en GIF her.



På websiden "Toy Theater Animation Station" kan man øve sig i at lave bittesmå animationer bestående af op til 20 "frames" (billeder). Værktøjet er superenkelt at gå til og er derfor rigtig fint til nybegyndere, som bare skal lære teknikken med at lade tegnestregen i hvert frame fortsætte hvor den slap i det forrige frame. Jeg har skrevet et lille blogindlæg om værktøjet, som du kan læse her, hvis du vil vide mere.
OBS! Hvis din computer kan afspille .swf-filer (kræver en såkaldt flash-player) er der mulighed for at gemme filmsekvensen, men du skal vide at en sekvens på 20 frames er afspillet på 3-4 sekunder, så en egentlig film kan man dårligt kalde det. Derfor anbefaler jeg kun værktøjet som et lille træningsredskab til nybegynderen.


Er det første gang I skal prøve kræfter med at lave animationsfilm i undervisningen eller har I brug for hjælp til at organisere et animations-forløb kan jeg varmt anbefale websiden Animwork. Her finder man en dansk guide til fremstilling af animationsfilm. Guiden dækker hele arbejdsprocessen fra idéfasen til det færdige produkt med trin-for-trin-vejledninger og en masse gode råd omkring planlægning, teknisk udstyr, animationsteknikker, redigering m.m. Herudover indeholder guiden også en indføring i animationsgenrens historie.


Med online-tegneværktøjet Sketch Toy kan man lave en tegning og dele den med andre som en lille animationsfilm, der viser hvordan tegningen blev til fra start til slut. Se f.eks hvordan frøtegningen blev til her.
Vil du lære hvordan man bruger værktøjet og hvad man kan bruge filmene til har jeg skrevet et blogindlæg om det her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar